Hvordan det hele begyndte...
Da jeg fik mit første får i 2010, havde jeg næsten ingen anelse om racer eller uldkvaliteter. Får var bare får, og det eneste, jeg vidste, var, at jeg kunne lide dem og altid havde ønsket mig nogle.
Så opstod der pludselig en mulighed, og en arbejdskollega testamenterede mig sine tre får, som hun var nødt til at overtage, da hun købte et hus, men som hun faktisk ikke ville have.
Min skæbne var beseglet!
Der var plads nok, men der var ikke noget hegn endnu, så det blev hurtigt bygget. De tre damer, en Gotlænder-blanding, følte sig hurtigt hjemme og tilbragte endnu et par dejlige år på "Gnadenhof".
På et tidspunkt blev de gamle, og jeg begyndte at bekymre mig. Hvad ville der ske, når der kun var ét får tilbage? Som flokdyr har et får brug for mindst én ledsager for at føle sig godt tilpas, alt andet ville ikke være passende for arten.
Den mest oplagte mulighed var at få nye ledsagere ind. Jeg kiggede på de gule sider i regionen og fandt en fåreholder meget tæt på. Hendes får var af racen Spælsau. Jeg havde aldrig hørt om dem før, men jeg syntes, de var meget smukke med deres lange uld og forskellige farver.
Tilføjelse til flokken
Så fire nye får sluttede sig til flokken, to lam og to ældre damer, som ejeren havde foræret væk gratis. De to var snehvide og hornede, men havde allerede været meget igennem. Odine havde lidt af en øjensygdom, som nu var helet, men som havde gjort hende næsten blind på det ene øje. Miss Marple, med sin smarte perm frisur, var blevet solgt en gang før, men vendte så tilbage. Ejeren havde bemærket, at den nye ejer holdt hende i en kort jernkæde og havde straks bedt om at få hende tilbage.
Jeg var meget glad for at kunne tilbyde hende et roligt og frodigt grønt liv. De to har altid været lidt sky, hvilket man ikke kan bebrejde dem. Miss Marple og Odine er desværre taget til fårehimlen.
De to lam, Blacky og Einhorn, var derimod meget tamme og har nu udviklet sig til meget selvsikre og egensindige karakterer. De er meget nysgerrige og ved præcis, hvad de vil have. De er også så stærke, at de sagtens kan slæbe en voksen med sig, hvis de ikke har lyst til at blive klippet. De vil endda stå på ét ben, hvis de kan undgå at blive sat på numsen. Alle fårene har skiftet meget farve, fra de var lam til i dag, især Blacky, der var brun som lam og nu er grå. Men dyrenes farve ændrer sig også mere og mere i voksenalderen. De bliver lysere og lysere i farven.
Gammalnorsk Spælsau - Hvad er det for et får?
Der findes faktisk to versioner af spælsau. (Sau betyder forresten får på norsk, hvilket kan være lidt forvirrende i starten...). Den ældre form går tilbage til en type vildfår (nordisk korthalet får), som har levet i Nordeuropa i umindelige tider, og som har de typiske egenskaber for et sådant får. De er robuste, nøjsomme, har stærke instinkter, føder let og producerer god uld. Selv vikingerne vævede deres sejl af det. Rester af Spælsau-uld blev også fundet i tøjet på Egtved pigen her i Danmark.
Gammalnorsk Spælsau (GNS) findes i mange forskellige farver fra lys til mørk eller endda broget. Begge køn kan være hornede.
I det 18. århundrede blev der importeret andre fåreracer til Norge, som producerede mere kød og havde finere uld. Det var for det meste engelske racer. I takt med det mere intensive landbrug forsvandt den gamle GNS-race mere og mere, indtil den var på randen af udryddelse.
I 1912 blev der gjort forsøg på at bevare denne gamle race. Kystfår og bjergfår af den gamle race blev opdrættet separat i to avlscentre.
Men det var først i 1950'erne, at avlen blev en gennemorganiseret affære i større skala.
Mens den ene GNS-flok forblev mere eller mindre i sin oprindelige tilstand, blev den anden krydset med bl.a. islandske får. Denne nye type Spælsau, som også kaldes Fagre Spælsau, er overvejende hvid og lidt større end den gamle type.
Siden da har man i Norge gjort en indsats for at bevare GNS. Danmark har også haft en større bestand af Spælsau siden 1980'erne, selvom det i mange tilfælde er den nye type.
Og ulden?
Spælsauuld består af dækhår og underuld, som er perfekt egnet til det barske nordlige klima. Mens underulden er blødere og varmer godt, beskytter den grovere yderuld mod regn og sne. Hvis du stikker hånden ned i ulden på et får, vil du kunne mærke det - det er, som om der er tændt for en varmepude!
Hvordan man forarbejder ulden, afhænger af ens egen smag og den ønskede anvendelse. Ofte deler man ulden op i dækhår og underuld. Det fungerer især godt, når ulden er lidt varm, f.eks. på en sommerdag i solen. Uldfedtet bliver blødt og gør det lettere at skille fibrene ad.
Det stærke dækhår bruges derefter til at lave tæpper eller andre tekstiler, der ikke kommer i direkte kontakt med kroppen og skal kunne tåle noget. Den bløde underuld bruges til tøj. Det er dog også muligt at spinde ulden, som den er. På den måde kombinerer man begge gode egenskaber og får en fast og ikke for ru uld.
Den øverste pels er ikke egnet til filtning. Den er derfor perfekt til såkaldt "vegetarpels", hvor man filter en hel ham. Bagsiden af skindet dækkes med flere lag uld, som filtes let på. Skindet rulles derefter sammen med den ru side udad (f.eks. i et bambusrullegardin) og rulles frem og tilbage mange gange. Indersiden filtes sammen til en overflade, mens ydersiden forbliver fin og lang. (→ Se en video om det vegetariske filtekursus her. Instruktøren Geeke taler dansk, men billederne siger alligevel mere end 1000 (danske) ord).
Mine egne erfaringer
Jeg foretrækker faktisk ikke at skille ulden ad. Personligt synes jeg ikke, at det kradser, men det er selvfølgelig en smagssag. Jeg synes, det er behageligt og nemt at spinde, fordi uldens fibre er meget lange og nemme at trække ud.
Mange spinder direkte fra den færdigplukkede uld, fordi de synes, det er svært at karte med så lange fibre. Det kan jeg heller ikke forstå. Jeg karte uld som alt andet.
Jeg lærte at filte en helt ham på et kursus på en lokal fårefarm. Det er et besværligt arbejde, men det er det hele værd, når man ser det smukke resultat!
Konklusion: Ulden fra Spælsau er varm og nem at arbejde med, men dækhåret kan være lidt for grov for nogle mennesker. Den eneste løsning er at skille fibrene ad.
Har du spørgsmål om Spælsau?
Tilføj kommentar
Kommentarer